Hvem er jeg?
Mit navn er Matilde Enevoldsen og jeg er født og vokset op på Sejerø. Min familie har altid haft hunde, samt siden 2000 opdræt af Tervueren. Jeg har, siden jeg var omkring 12 år, deltaget aktivt i arbejdet med hundene, med hensyn til hundetræning, udstillinger og avl.
Jeg har altid stræbet efter at finde den, for hunden, bedste træningsmetode. Dog har det alligevel aldrig rigtig fungeret, for når vi forlod træningsbanen havde min hund tendens til kun at høre efter, når det passede hende.

Da jeg så læste Jan Fennells første bog ”Hundelytteren” var jeg ikke i tvivl om, at Jan havde fundet det helt rigtige - det som nu har erstattet ordet ’træning’ med ’kommunikation’.
Jeg ville gerne vide mere og tog til foredrag med Jan Fennell i maj 2007, hvor jeg øjnede muligheden for selv at blive hundelytter.
Jeg tog Jan Fennells grundlæggende kursus i hundekommunikation i maj 2008, hvorefter jeg blev inviteret til det udvidede kursus i hundekommunikation, som jeg tog i august 2008. Der opnåede jeg status som Preliminary Associate Dog Listener (nyuddannet hundelytter). Dette vil sige, at jeg nu kan hjælpe andre med deres hunde.